mandag den 22. september 2014

Jeg håber snart på forståelse!

Min kære sagsbehandler er lidt ... ja ... ubehagelig synes jeg.
Vi snakker ikke det samme sprog tror jeg.
Jeg har fået en masse papire fra kommunen/jobcenteret om at jeg ENDELIG skal indstilles til ressourceforløb! men så skal jeg jo liiiige godkende det hele ...

Jeg støtte så på et referat fra en samtale vi havde for et par måneder siden.
Mødet var enormt hårdt for mig og endte med at jeg afbrød mødet og løb grædende derfra ...
Hun kørte på mig. Jeg havde åbentbart et dårligt forhold til min mor, fordi hun ikke liiiige var med til dette møde. Min mor kunne heller ikk bruge mig til andet end en babymaskine...
Min sagsbehandler spurgte så hvor jeg er om 5 år. Jeg svarede at jeg ikke vidste det, da jeg skal i behandling og derfor kan komme ud på den anden side som et helt andet menneske.
Hun synes godt jeg kunne sige hvad jeg evt arbejdede som, hvor jeg boede, hvem jeg boede med, hvilken farve huset var, om vi havde en hund og om den så havde et hundehus !
Puhhhaa . Hun pressede mig bare så meget at jeg måtte styrte ud derfra ... øv for en oplevelse.
Så troede jeg vi var kommet videre ... Indtil jeg så liiige igår læste referatet fra dette møde ...

Hun skrev i referatet som om jeg var en møg forkælet tøs der bare græder, hvis jeg ikke får min vilje!
Hun forklarede i referatet at det var uvidst hvorfor jeg grad og at jeg bare gik uden at sige farvel ...
Sagsbehandler mener også at jeg er meget "diagnosefikseret" og jeg lever i en "offer-rolle" og at jeg har meget ondt af mig selv ! Hold nu op altså ! Det er bare ikk fair !
Jeg ønsker bare at hun vil lytte til mine læger og behandlere, så jeg ikke forværre noget.
Hun mener at jeg har sagt "Camilla vil gerne have uddannelse, men tror ikke selv at hun magter det med de store smerter hun har."

Jeg tror desværre ikke at vi var til det samme møde. Jeg kan bare ikke genkende noget som helst af dette referat !
Jeg kan åbentbart gå 1,5 time på en golfbane uden smerter eller noget ! Jeg kan dårligt nok gå 300 m ned til supermarkedet før jeg får ondt !
Det så noget man kan blive så sur over !
Jeg håber inderligt at jeg kan få rettet op på min ansøgning, så jeg kan få et ressourceforløb... Jeg er bange for at hvis jeg sender denne ansøgning ind, så kræver det en god salgstalte til det fysiske møde jeg har i december måned ...

Jeg er da ved godt mod og jeg er super glad for det behandling jeg er gået i gang med. Jeg kan mærke en ændring i mine tankemønstrer. Jeg har ikke så mange svingninger i humøret og jeg er mere glad i hverdagen. Jeg kan slappe mere af og ja det dejligt at kunne finde sig selv lidt igen... Det er nok det bedste jeg har gjort for mig selv! Dejligt dejligt !
Jeg er også sikker på at jeg nok skal overtale rehabiliteringsteamet til at et ressourceforløb er det helt rigtige for mig ;)