Hård start !

Det var rart at komme ud... Men hvis det her er prisen, så vil jeg gerne være fri !
Siden jeg startede arbejdsprøvning mandag har mit liv været et helved... Jeg har været glad for at starte på plejecenteret! og jeg har nydt at komme ud og snakke med nogen! Plus at vise min kreative side.
Når jeg så kommer hjem, bryder min verden sammen ... Tårende kan ikke holdes tilbage mere og facaden bliver lagt på hylden ... Det hårdt ... Min krop siger fra! men den kan ikke lide at vise det i offentligheden, så jeg gemmer smerter til jeg kommer hjem og det giver en større straf!
Jeg synes ikke det er det værd! Ja det er vidunderligt at komme ud ! og jeg er rigtig glad for det jeg laver ... Men jeg må også lytte til mig selv og sige fra når kroppen siger fra...
Jeg tvivler mere og mere på at jeg nogensinde kommer ud af det her marridt.. Jeg tvivler... Folk bliver ved med at sige at det nok skal gå og at jeg ikke må opgive! Jeg vil ikke sige at jeg giver op, men jeg ser bare virkeligheden i øjnene. Det er kun mig der ved hvordan jeg har det. Ingen læger, psykologer eller andet kan fortælle mig det... Så ja det kan godt være i synes jeg giver op, men hvis i selv var i det her, så havde i sagt det samme... Jeg er ved at være ret sikker på hvordan min krop har det og hvad den kan og ikke kan.. Og det må folk bare acceptere lige som jeg skal . Jeg skal også acceptere at jeg aldrig bliver blomsterdekoratør eller kommer til at læse fysik. Jeg har bare ikke helbredet til det og sådan er det bare... Jeg er fast besluttet på, at jeg bare skal finde et sted hvor jeg har det godt. Om det er hjemme eller det er på en arbejdsplads ved jeg ikke endnu ... Men det vil tiden vise..
Jeg ønsker bare at lige meget hvad mig og min krop bliver enige om, at I synes det er iorden og at i ved jeg har kæmpet røven ud af bukserne!

Tror vist de har spist glo-suppe!

Altså når man kommer gående over i centeret med en stok og er 19 år, så ber man måske lidt selv om at blive kigget på ... Men at folk ligefrem tager sine solbriller på, så de tror man ikke kan se at de kigger! Det er sku lidt for langt ude!
Jeg ville nok hellere have at folk kom hen og spurgt mig om hvorfor jeg har stok, i stedet for at de næsten brækker nakken...
Derfor kan jeg godt lige børn .. De siger det sku lige ud! Og det sååh dejligt !
Det er lidt underligt nogen gange at vise sig frem med stok... Jeg skal jo bare være ligeglad hvad folk tænker... Men så kommer jeg bare til at tænke på hvad jeg ville tænke!
I ved jo godt selv hvis i har et eller andet i ansigtet eller har en plet på blusen, så tænker i jo også selv tanker ! "Ej kan de nu alle sammen se bumsen !" og "Nej nej nej de kigger alle sammen på den lille bitte plet jeg har på blusen!" ... Sådan tænker vi bare ...
Nogen dage er jeg fuldstændig lige glad med at folk kigger på min stok .. Ja jeg har stok og hvad så ??? Jeg har brug for den, så derfor har jeg den med!
Der var også en dag hvor jeg kom gående med stok på et smalt foretorv. Der kom en ældre dame i mod mig også med stok . Der  for plads nok til os begge, men nej nej . Hun skulle gå midt på fortorvet for det var jo hende man skulle gå til siden for . ikke mig der kommer gående med min stok ! nej nej for jeg er jo ung og skal gøre plads for de ældre -.-" Men nej, jeg blev ved med at gå og gik ikke til side for vi var på samme stadie ... Hun gloede underligt på mig og måtte så træde hen på hendes del af fortorvet...
Sådan nogle mennesker skal bare sættes på plads! For hun skal ikke tro hun kan få mig ned med nakken når vi jo som sagt er på samme stadie ! HMM!

Mit budskab med det her, er at gå hen og spørg om handicappet i stedet for bare at glo! Også selvom du ikke kan se det. Der er en grund til vi er med elevatoren og ikke trappen! Så før du bliver sur over vi fylder i elevatoren, så tænk lige over at vedkommende kan havde et usynligt handicap ...

Hvis I tager lidt hensyn så er vi glade! TAK :D

Det svært at lægge fordomme bag sig ...

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte... Kender i det der med at i har været igennem en masse besvær, hvor i troede det skulle hjælpe? Det har jeg... Jeg har rigtig store fordomme over for læger og psykologer ...
Jeg prøver virkelig at lægge dem bag mig... Men lige meget hvad, så ligger der altid en usikkerhed i baghoved! Jeg vil virkelig gerne stole på læger og psykologer igen, men efter at have været kastet rundt som en bold i små 10 år såååh.. Så har jeg altså ikke meget tiltro til dem ...
Smerteklinikken har ændret på det, men i starten tvivlede jeg...
Jeg kom ind til den her læge som skulle se hvordan jeg har det... Ja jeg fortalte så hvordan jeg var blevet kastst rundt og endelige endte med  en diagnose. Han så hele tiden tvivlende på mig og stak til mig med spydige bemærkninger. Præcis som alle de andre !! Jeg tænkte bare at det skulle overståes... Han blev mere og mere grov... Han sagde at jeg jo ikke ville det her nok og at det jo bare var pjat... Han blev så grov at han fik mig til at græde... Så typisk ...
Han skrev en masse ned og lavede et par test for depression og angst .. Og så kunne jeg ellers få lov til at komme hjem :)

Nogle uger senere kom så dommen fra lægen .. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne da jeg læste det.. Brevet indeholdte det jeg havde fortalt! Der stod at jeg havde ondt, at jeg var kørt psykisk ned og at jeg virkelig har brug for hjælp! ENDELIG ! De vil hjælpe mig!
Da jeg så havde gået og tænkt over brevet i nogle dage, kunne jeg godt se at det så lidt slemt ud...
Jeg kunne jo lige så godt komme på et plejehjem !
Jeg kan kun løfte en 2 kilo i længere tid, Jeg kan kun gå 500 meter uden at det gør ondt, Jeg kan ikke altid samle noget op fra gulvet, jeg kan ikke, jeg kan ikke og jeg kan ikke! Det var det som lægen havde skrevet. altså med hans ord.. Så endelig havde jeg et godt brev til hvis jeg skal søge efter pension ! Selvom jeg stadig satser på at komme i fleksjob... hmm... Ja .. Så lidt skal der til at ændre mit syn ... Eller meget? ja bedøm selv...