Hospitaler, kommuner, læger osv. osv. osv. De har gjort mine første 6 år af min sygdom, til et RENT marridt!
"Det kender jeg ikke noget til", "Det har vi aldrig hørt om", "Det ved jeg ikke hvad jeg skal gøre ved", "Det tror jeg ikke på"... Jeg kunne blive ved længe endnu.
Da de første tegn begyndte at vise sig, gør man jo som alle andre, man går til lægen! Jeg havde kun ondt i det ene knæ, så jeg fik en ultralydsscanning og et røntgenbillede. Det virker jo logisk nok.
Da de så ikke viste noget ville de ikke gøre mere ... Efter et halvt års tid kom det i det andet knæ. Så jeg drog til lægen igen igen. De gjorde præcis det samme som for et halvt år siden, med samme resultat. Igen ville de ikke gøre noget.
Da jeg så blev 14, kom jeg ud for en slem betændelse i hele mave regionen. Det udløste for alvor Fibromyalgien. Efter jeg var kommet på benene igen, gik jeg til lægen. Jeg blev sendt til de samme undersøgelser, men dog af en reumatolog. Han fandt heller ingen ting og ville derfor heller ikke gøre noget.
Jeg måtte derfor tilbage til lægen igen...
Lægen sendte mig til en special læge som dårligt nok kunne finde ud af hvad der var op og ned. Dog gjorde han nogle ihærdige forsøg på at teste mine knogler og led, men måtte give op...
Igen måtte jeg tilbage til lægen og denne gang slå i bordet!
Jeg fik en henvisning til et hospital. jeg var nået at fylde 15½ år. Så derfor var det børneafdelingen der skulle kigge på mig.
Jeg kom ind til overlægen...
Han begyndte at læse henvisningen op og jeg nikkede til det. Han tog brillerne af og kiggede på mig og sagde," Ja vi har ikke tid til at hjælpe dig. Det her er noget pjat. Sikkert vokseværk. Du kan få et glas panodiler og så må du ellers bare leve dit liv".
Leve mit liv ? Vokseværk i hele kroppen i 6 år? Aaaarg, der satte jeg grænsen!
Jeg begyndte at forklare med en dyb vrede, om hvordan det er at være fanget i et smertehelved 24/7! Jeg måtte forklare ham hvordan en hverdag fungerede for mig.
Han blev målløs...
Jeg sagde at han havde bare at finde en der har tid til at hjælpe mig, for jeg gik ikke før jeg var blevet behandlet som et menneske og ikke som en ting der bare blev kaseret...
Frederiksberg hospital viste sig at være det rigtige sted. Efter 2 besøg derude, havde jeg et stykke papir med min diagnose!
På denne rejse gennem systemet, har jeg fundet ud af, at man skal ikke bare finde sig i alt. Man er nød til selv at slå i bordet, selv at komme med idéer, selv søge efter hvad det kan være.
DETTE SYSTEM KAN IKKE SELV! DE SKAL HJÆLPES!
Så hjælp jer selv og lad dem ikke bestemme din vej. For det er DIG der skal leve med smerterne så længe ... IKKE DEM!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar